De har set mennesker blomstre: "Det handler om ansvar og tillid"
Jeppe er i gang med sin Særligt Tilrettelagte Uddannelse på Erhvervsskolen Vestjylland og i virksomhedspraktik hos én vores 60 forskellige samarbejdspartnere. Læs hvordan EV Metalværksted oplever unge som Jeppe udvikle sig når der bliver vist tillid.
Jeppe Højmose Larsen på 19 er elev på Erhvervsskolen Vestjylland og har netop afsluttet sin virksomhedspraktik ved EV Metalværk. Her har han været igennem et forløb som har styrket hans arbejdsidentitet og givet ham mod på at gå efter sine drømme.
Virksomheden i Ringkøbing har før givet borgere i en sårbar position mulighed for at udvikle sig og være en del af et stærkt arbejdsfællesskab. Og det er virkelig noget der virker på den lange bane.
“Vi oplever, at når man tror på folk, gamle som unge, og giver dem ansvar, så sker der noget. Vi har set mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og med ondt i livet blomstre op få en fornyet tro på sig selv. Vi har haft praktikanter med forskellige psykiske vanskeligheder, som er blevet vores medarbejdere sidenhen. Det er mennesker som er et helt andet sted i dag end de var engang. ” fortæller chef på EV Metalværksted, Erling Tofting, og fortsætter:
“Jeg tror det handler om, at man bliver en del af et fællesskab når man starter i job herude hos os. Og et godt fællesskab kan være med til at styrke et menneske og ændre livsbanen for den enkelte.”
Martin Håkonsen er lagermedarbejder og har haft med Jeppe at gøre i det daglige arbejde. Han er glad for at have haft ansvaret for deres praktikant, og har behandlet Jeppe som han ville behandle enhver anden kollega: Han regner med ham. Ifølge Martin handler det med en praktikant som Jeppe om, at give ansvaret fra sig.
“Det er vigtigt at man som Jeppe ikke bliver kørt ud på et sidespor. Derfor har han haft ansvar for sit arbejde. Og har han lavet en fejl, så har han selv været med til at løse den”, fortæller Martin. “Og så er det også vigtigt at Jeppe har kunnet mærke atmosfæren på vores arbejdsplads. At vi er glade for at gå på arbejde og at vi alle bidrager til et godt arbejdsmiljø.”
Og der er ingen tvivl om, at netop arbejdsmiljøet og måden som Jeppe og andre praktikanter inkluderes på hos EV Metalværksted, gør en stor forskel for voksne og unge med svære livsvilkår.
På Erhvervsskolen Vestjylland tilbyder man en særligt tilrettelagt uddannelse for unge med særlige behov. Her er man enig i, at ansvar og tillid kan være med til at forandre livet hos deres elever. Joan Dejgaard er praktikansvarlig og faciliterer samarbejdet mellem elev Jeppe og EV Metalværk.
”At man har noget at stå op til og nogen som regner med at se én, det betyder noget! Og netop dette er grunden til, at vi på Erhvervsskolen Vestjylland har så stort et fokus på beskæftigelse. Ved at prøve vores elever af i praktikker forbereder vi dem på arbejdslivet efter uddannelsen. Det kunne vi ikke gøre uden virksomheder som EV Metalværk der vil være med til at opkvalificere elever som Jeppe.”
Erhvervsskolen Vestjylland arbejder lige nu på at finde en praktikvært som vil give Jeppe mulighed for at udforske værkstedsbranchen. Hans drøm er engang at blive mekaniker. Den drøm er han i dag lidt tættere på efter praktikken på EV Metalværk.
Du kan læse mere om vores Særligt Tilrettelagte Uddannelse med knappen herunder.