Her kan du gå til vores side om stu for forældre og elever
I planlægningen af undervisningen, tager vi udgangspunkt i de unges individuelle behov. De unge har individuelle undervisningsskemaer, som de kan tilgå via vores hjemmeside. De kan også ugentlig få den i papirform.
Der er mulighed for undervisning i op til 30 timer pr. uge. Undervisningstiden foregår fra kl. 8.00 – 14.30 mandag til torsdag og fra kl. 8.00 – 12.00 fredage. Efter aftale med den unge og den unges stu vejleder, kan der dog laves afvigelser fra dette antal timer, hvis den unge har brug for et mindre timetal.
Vores undervisning foregår primært på vores praktiske linjer, men der er også undervisning i forskellige almene fag og valgfag.
Vi prioriterer at have faguddannet personale på vores linjer, så den praktiske undervisning afspejler et realistisk undervisnings- og beskæftigelsesmiljø. For at understøtte den individuelle tilgang til den enkelte, har vi desuden et pædagogisk team, som er med i tilrettelæggelse og udvikling af den praktiske undervisning. Teamet yder både sparring til personalet og til de unge, for at sikre høj fokus på de unges trivsel og udviklingspotentiale, både personligt, socialt og fagligt.
Når elever starter på skolen, tilbydes de en afklaringsperiode, hvor de kan afprøve de linjer den enkelte elev ønsker.
Efter afklaring, er eleven fast tilknyttet én linje i sin stu, dog med mulighed for at skifte linje, hvis der er brug for det.
På Erhvervsskolen Vestjylland tilbydes forskellige fag som tilvalg. Den enkelte elev deltager i de almene fag, som giver mening, i forhold til den enkeltes ønsker og de mål og delmål, der er aftalt i forløbsplanen.
Hvis eleverne undervises i skolefag, så som dansk og matematik, foregår det på små hold med max. 6 elever. Skolen stiller de nødvendige hjælpemidler til rådighed i denne undervisning.
Vi forsøger, så vidt det er muligt, også at integrere dansk og matematik i den praktiske undervisning.
For at sikre os, at vi får matchet de unges behov for støtte og udvikling og vores stu tilbud, arbejder vi med en visitationsmodel:
Elevgrupper:
Elevgrupper, som ikke er i målgruppe
Undervisning i køkkenet tager udgangspunkt i praktisk undervisning i et produktions- skolekøkken, hvor eleverne tilbydes undervisning i kold og varm mad, bagning, serviceopgaver, samarbejde, arbejdsmiljø og sikkerhed og undervisning i personlig hygiejne.
I køkkenet tager vi udgangspunkt i elevernes interesse og der arbejdes ud fra dette sammen med elevernes individuelle delmål.
På landbrugslinjen lærer eleverne at passe dyr, håndtere maskiner og hjælpe til med alle de opgaver der er i staldene og på marken.
Der arbejdes også med forskellige teoretiske temaer. Teoriundervisningen kan f.eks. handle om værktøjs kendskab, fodring, dyrets fysiologi, foling, farring, læmning og kælvning samt årets gang i marken, landbrugets bidrag til samfundet, maskin kendskab m.m.
Dagens praktiske opgaver bliver fordelt mellem eleverne og tager udgangspunkt i elevernes individuelle delmål og interesser.
På Erhvervsskolen Vestjylland, har vi, som en del af vores landbrugslinje, fire heste af forskellige racer og størrelser. Selvom pasning af hestene er en del af landbrugslinjens opgaver, er det også muligt at vælge ekstra tid med undervisning i hestestalden, hvis man har behov og lyst til det. Dette er gældende både for landbrugselever, men også for elever, som er tilknyttet skolens andre linjer.
I undervisningen bliver eleverne undervist i følgende emner: Pasning og pleje af heste, hvordan skal en boks se ud, for at hesten har det godt. Almindelig oprydning og rengøring i stalden. Ridning. Håndtering af hestene fra jorden. Pleje og vedligehold af udstyr. Hestehold på fold og almindeligt vedligehold og reparation, der er i forbindelse med hestehold.
Der er mulighed for at lave individuelle delmål for undervisningen i hestestalden, som vil blive overført til elevens forløbsplan.
Undervisningen på værkstedet tager udgangspunkt i praktisk undervisning, hvor der arbejdes med fremstilling af forskellige produkter, både i træ og metal.
Der bliver bl.a. fremstillet gårdriver, bord/bænkesæt, metal pynt, blomsterkasser og produkter efter special bestilling fra kunder.
I forbindelse med undervisningen, bruges håndværktøj, maskiner, praktisk matematik, sikkerhed, egenkontrol, samarbejde m.m.
Eleverne får tildelt ”kørekort” til de maskiner, som passer til deres interesse, niveau og delmål. Skolens værksted har svejser, koldsav, båndsliber, søjleboremaskine, rundstålsklipper, afkortersav, formatrundsav, afretter, tykkelseshøvl, vinkelsliber, overfræser, stiksav, boremaskine.
Vores kreative værksted er placeret i en særskilt bygning og tilbyde både som egentligt forløb, eller som en del af de øvrige linjer.
I Kreativ Værksted arbejder vi med en bred vifte af kreative opgaver og produkter:
Undervisningen på værkstedet i Ringkøbing, kan være en kombination af skoletræning og deltage i konkrete opgaver, der er bestilt af vores samarbejdsvirksomheder, som vi er underleverandør til.
Vi udfører pakke, montage, svejse og kaliberingsopgaver for en række virksomheder.
Her er der stor fokus på at tilegne sig færdigheder indenfor, kvalitetssikring, samarbejde, egenkontrol, oprydning, arbejde med deadlines under tilpassede rammer, vedholdenhed i opgaveløsningen, arbejdstempo igennem gentagelser, være med til at øve struktur og rammer, som den unge står overfor efter endt uddannelse.
I Ringkøbing vil man også skulle deltage i at hjælpe med forplejning til ansatte og elever, opvask, oprydning og rengøring af vores faciliteter. Der vil være også fokus på ens personlige hygiejne og socialt samspil.
Erhvervsskolen Vestjylland kantinen driver kantinen på Innovest.
Innovest er domicil for Ringkøbing-Skjern Forsyning, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og en stribe mindre virksomheder. Men huset danner også ramme for møder, foredrag, konferencer og uddannelsesaktiviteter.
Det er muligt at tage sin stu i kantinen og derigennem opnå kompetencer indenfor kantine drift. I kantinen produceres og anrettes den mad som leveres til Innovest.
Lige som i køkkenet på EV, undervises eleverne også i følgende emner: Kold og varm mad, bagning, forbereder mødebakker, serviceopgaver, arbejdsmiljø og sikkerhed og undervisning i personlig hygiejne.
Til forskel fra skolens køkkenlinje, er Innovest en kantine, hvor der hver dag skal serviceres kunder og hvor der jævnligt skal tilberedes mad til arrangementer både om dagen og aftenen. Det betyder at eleverne gennem undervisningen på Innovest har direkte kontakt med kunderne og gennem undervisningen bliver eleverne undervist i kundepleje.
På Innovest tages der ligesom på de øvrige linjer, udgangspunkt i elevernes interesse, niveau og delmål.
Undervisningen i Ringkøbing og på Innovest, kan kombineres med undervisningen i Borris, alt efter hvad der giver mening i forhold til den enkelte elevs plan.
Foruden de praktiske fag, tilbyder vi en række almene fag og valgfag. Disse indgår i elevernes individuelle skemaer, på baggrund af elevernes kompetencer, ønsker og behov. Det er således ikke nødvendigvis alle elever som deltager i alle fag.
På Erhvervsskolen Vestjylland har vi valgfag hver torsdag eftermiddag. I valgfag har eleverne mulighed for at vælge forskellige fag, alt efter deres interesse og ønske. Det justeres løbende hvilke fag der tilbydes, alt efter hvad der efterspørges.
Erhvervsskolen Vestjylland står altid til rådighed for yderligere dialog, spørgsmål eller behov for uddybning af dokumentets indhold.
Du er altid velkommen til at kontakte os, for et besøg og en rundvisning, eller for at høre mere om vores tilbud. Ring eller skriv til Mette eller Tina, så finder vi sammen et passende tidspunkt, for et besøg.
Du er også velkommen til at henvende dig for sparring, hvis du ønsker at drøfte en mulig kursist eller elev med os, eller er tvivl om vedkommende vil kunne have gavn af et forløb hos os. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde omkring levering af støtteydelser, der tilgodeser den enkelte borgers behov bedst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.