Ringkøbing-afdelingen har bevist sin berettigelse

Fra to pakkeborde til fuldt værksted på 800 kvadratmeter: Ringkøbing-afdelingen har bevist sin berettigelse

Da Erhvervsskolen Vestjylland åbnede sin afdeling i Ringkøbing den 15. maj 2023, var rammerne beskedne. To pakkeborde og én flexjobber på 19 timer udgjorde udgangspunktet. I dag – knap tre år senere – er billedet et helt andet.

Ringkøbing-afdelingen råder nu over et værksted på 800 kvadratmeter, der er fyldt med borde, maskiner og produktionsopgaver, og beskæftiger 11 medarbejdere.

Udviklingen har været markant, og ifølge afdelingsleder Arne Gade Jørgensen er det et tydeligt bevis på, at afdelingen udfylder et reelt behov.

”Det er vildt fedt at se mennesker vokse. Det er jo hele meningen med, at vi er her,” siger han.

En socialøkonomisk virksomhed uden sikkerhedsnet

Erhvervsskolen Vestjylland er en socialøkonomisk virksomhed, og det betyder, at Ringkøbing-afdelingen – ligesom resten af organisationen – skal skabe sit eget fundament.

”Der bliver ikke tilført penge udefra. Vi skal skabe os selv gennem de opgaver, vi løser, og de samarbejder, vi indgår. Der er ingen skjult dagsorden. Kunderne leverer selv produkterne, og vi leverer kvalitet til tiden,” siger Arne Gade Jørgensen.

Han har været ansat hos Erhvervsskolen Vestjylland i ni år og er både underviser, mentor og daglig leder for Ringkøbing-afdelingen samt håndværksafdelingen. Oprindeligt underviste han i Borris, hvor idéen om Ringkøbing-afdelingen tog form.

”Det startede med, at vi i Borris pakkede for HydraSpecma, der holder til i Skjern. Samtidig talte vi om, hvordan vi kunne skabe flere job til unge og voksne, som ikke passer ind på det ordinære arbejdsmarked. Vores direktion har altid været visionær og klar på at prøve noget nyt, og de vurderede også, at en afdeling i Ringkøbing gav god mening,” forklarer han.

Jobskabelse med ansvar og ejerskab

Formålet med afdelingen har fra begyndelsen været at skabe arbejdspladser til mennesker, der ellers risikerer at stå på kanten af arbejdsmarkedet. Ikke som en kopi af det ordinære arbejdsmarked, men som et realistisk alternativ.

”De unge og de ansatte vil gerne tage ansvar. Det handler om ejerskab og om at stå på mål for det, man laver. Det er autentisk arbejde og ikke beskæftigelse for beskæftigelsens skyld,” siger Arne Gade Jørgensen.

Opgaverne i Ringkøbing spænder bredt. Afdelingen kalibrerer og samler regnvandsmålere, samler minikits for Pronamic og komponenter for HydraSpecma. Der klippes og bearbejdes slanger for Ahlsell i Billund – op mod 10-12 kilometer om ugen – ligesom der udføres TIG-svejseopgaver.

Derudover bliver der samlet bokse for BOXofGREEN, maskiner for AquaCleaner og løser opgaver for PF Mobility, der producerer handicapcykler. Her står Ringkøbing-afdelingen blandt andet for præsamling, svejseopgaver og montering af dæk.

”Mange virksomheder kan ikke finde 40 timers arbejde, de kan sende ud, men de kan måske finde tre til fem timer om ugen. Så skal der tre virksomheder til for at skabe 15 timer, og det er her, vi kan byde ind,” siger Arne Gade Jørgensen.

Et fællesskab – ikke en svingdør

I dag har afdelingen 11 medarbejdere, hvoraf én er under 10 timer om ugen, mens resten er over. Medarbejderne har meget forskellige baggrunde: fysiske skader, psykiske udfordringer som autisme og ADHD.

”For mig handler det ikke om uddannelse, men om mennesket. Har du lyst til at lære noget, kan du lære alt. Slagter, mekaniker, smed – det er ikke afgørende. Det vigtige er, om du passer ind i fællesskabet,” siger han.

Derfor lægges der stor vægt på dynamikken i gruppen, og målet er klart: Ingen svingdør.

”Vi har skabt et fællesskab, hvor der er plads til alle. Hvis en ikke er på arbejde, bliver der spurgt ind til det, for her er der plads til omsorg og interesse for hinanden. For som jeg plejer at sige, så sidder vi i den samme gummibåd, og alle bidrager til, at den ikke vælter.”

Jobcenteret som vigtig samarbejdspartner

Når det handler om at finde de rette medarbejdere til Ringkøbing-afdelingen, fremhæver Arne Gade Jørgensen samarbejdet med Ringkøbing-Skjern Kommunes jobcenter som helt afgørende.

”De gør en kæmpe indsats og er en meget vigtig samarbejdspartner for os. Fra dag ét har de været megagode til at forstå, hvem vi er, og hvilke mennesker der passer ind her, ”siger han.

Sammen med jobkonsulenterne lægges der vægt på både faglige forudsætninger og den menneskelige dynamik i gruppen – noget, der er særligt vigtigt, når der arbejdes med sårbare medarbejdere.

”Hvis dynamikken ændrer sig, kan det have stor betydning. Derfor tager vi os tid til at finde de rigtige match, så både medarbejderne og fællesskabet trives,” siger Arne Gade Jørgensen.

Klar til næste skridt

Siden august 2025 er medarbejderstaben vokset fra fire til 11, og efterspørgslen er fortsat stigende. I øjeblikket er Arne Gade Jørgensen faktisk i dialog om at ansætte yderligere én til to medarbejdere, og fysisk er der også plads til vækst.

”Vi kan leje yderligere 900 kvadratmeter hal i forlængelse af det nuværende, så pladsen er ikke en begrænsning. Samtidig arbejder vi på at udvide kundekredsen, så vi ikke bliver afhængige af én samarbejdspartner,” fortæller Arne Gade Jørgensen og siger videre, at for ham og Ringkøbing-afdelingen bliver det med pris aldrig et konkurrenceparameter.

”I stedet for pris vil vi konkurrere på, at vi altid kan levere den ønskede kvalitet til den ønskede dato. Det skal være et ægteskab, hvor begge parter skal kunne se sig selv i samarbejdet om fem år. Det er sådan, vi sikrer, at vi også er her til den tid.”

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30 56 19 92. Mail: ms@jvrconsult.dk.