Ofte stillede spørgsmål

Få svar på nogle af de spørgsmål, vi ofte får omkring eleverne, skolen, uddannelserne, kurserne og meget, meget mere. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os direkte, hvis du ikke finder svar på dette sted eller andre steder på websitet. Vi glæder os til at høre fra dig.

STU er en forkortelse for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Det er en treårig uddannelse, som er målrettet unge med et handicap eller særlige behov, som ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse.

Efterværn er tilbud til unge i alderen 18-22 år. Hjælpen har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig.

Mange anbragte unge har, når de bliver 18 år og anbringelse ophører, stadig så store problemer, at de har vanskeligt ved at klare overgangen til et velfungerende voksenliv uden hjælp. Overgangen til voksenlivet byder på problemer med ustabile boligforhold, svagt eller intet netværk, ensomhed, dårligere helbred, højere risiko for misbrug, psykiske lidelser, ringe selvværd og markant ringere chance for at gennemføre en uddannelse. Efterværn er et tilbud til unge, der indtil det 18. år har haft en fast kontaktperson samt unge, der har været anbragt uden for hjemmet med eller uden samtykke umiddelbart inden det fyldte 18. år. Formålet med efterværn er at bidrage til, at den unge får en bedre overgang til en selvstændig voksentilværelse, og gives, hvis det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

På Erhvervsskolen Vestjylland vælger du en retning indenfor vores hovedlinjer som er metal og maskiner, landbrug og naturpleje, køkken og service eller træ og grønne områder. Mulighederne er mange. Du kan blive landbrugsmedhjælper, køkkenmedhjælper, tømrer medhjælper, lagermedarbejder, arbejde på gartneri, planteskole eller hos en anlægsgartner, arbejde med dyr og meget mere.

En praktisk uddannelse er karakteriseret ved at undervisningen foregår i praksis og i et autentisk undervisningsmiljø, der afspejler en virksomhed.

Satserne på virksomhedsrettede forløb varierer i forhold til antal timer. Du kan have fra 4 og op til 37 timer i et virksomhedsrettet forløb, og det er din hjemkommune, der betaler for forløbet.

En socialøkonomisk virksomhed er en virksomhed – der tjener penge på almindelige markedsvilkår – med det formål gennem sit virke og indtjening at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål

Døgntilbud er et helhedsorienteret tilbud der dækker over en samlet social, personlig og faglig indsats. Et døgntilbud på Erhvervsskolen Vestjylland betyder, at vi arbejder helhedsorienteret med dig og med at udvikle dine kompetencer på alle de nævnte områder. Det betyder også, at der altid er nærværende voksne, du kan kontakte og som er til rådighed for dig.

Forskellen er, at Erhvervsskolen Vestjylland er en skole for unge og voksne med særlige behov, hvor der undervises ud fra en individuel tilrettelagt hensyntagen. Samtidig er et forløb på skolen betalt af din hjemkommune og vi modtager ikke statstilskud.

Unge under 25 år, der af fysiske eller psykiske grunde ikke – selv med specialpædagogisk støtte – vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse på normale vilkår, kan deltage i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse af tre års varighed.
Ungdomsuddannelsen indeholder både undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktikophold i virksomheder og institutioner.
Den unge skal være under 25 år, når uddannelsen påbegyndes.
Uddannelsen består af:

  • En almen del, der indeholder fag om samfundsforhold, husholdning, økonomi og det at klare sig selv
  • En specifikt målrettet del, der med udgangspunkt i interesser og evner indeholder undervisning i arbejdsmarkedsforhold og træning i beskæftigelsesmæssige færdigheder
  • Praktikophold i virksomheder og institutioner, der skal give den unge erfaring med arbejdsforhold og samarbejde på en arbejdsplads

Uddannelsen indledes med et afklaringsforløb på op til 12 uger, hvor den unge sammen med en vejleder fra Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og sine forældre laver en uddannelsesplan for forløbet. Udgangspunktet er den unges ønsker og muligheder for fremtidig uddannelse og beskæftigelse.

Ved henvendelse omkring nye elever arrangerer vi i første omgang en rundvisning på skolen. For at kunne blive optaget som elev på skolen, stilles der krav om en uges praktikophold, hvor det er muligt for skolen at vurdere den enkelte elev grundigt. Det sikrer den rette visitering til skolen, og giver eleven de bedste forudsætninger for at tage stilling til et eventuelt ophold.

  • Godkendelse for elever under 18 år efter SEL § 52, stk. 3 nr. 8 jf. SEL § 142 stk. 5.
  • Som privat botilbud jf. SEL §142 og §144 (Sel. § 52 og Sel.§107).
  • Som dagtilbud, som indeholder uddannelse, afklaring og opkvalificering
  • Lov nr. 564 – STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.
  • Kapitel 6 i Lov om aktiv socialpolitik (regler vedr. revalidering).
  • Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
  • Ressourceforløb jf. ny lov pr. 1/1 2013.
  • Virksomhedsrettede forløb

De vigtigste målgrupper til skolen er følgende:

  • Borgere visiteret til eksempelvis et ressourceforløb
  • Borgere med kognitive udfordringer
  • Borgere med fysiske og psykiske problemstillinger
  • Diagnosticerede borgere, ADHD, Autisme mv.
  • Unge/voksne i alderen 16 år og opefter

Ja, skolen har tilknyttet et botilbud med plads til 35 unge mennesker. Kommunen skal bevillige et botilbud.