Beskrivelse af udviklingsforløb

Her kan du gå til vores side om stu for forældre og elever

1. Indledning


Udviklingsforløbet tilbydes i rammerne hvor Erhvervsskolen Vestjylland i forvejen tilbyder stu-undervisning, og planlægges individuelt i samarbejde med den unges rådgivere og tager afsæt i den enkeltes behov og funktionsniveau. Formålet er at skabe progression i forhold til beskæftigelse eller videre uddannelse gennem en praksisorienteret og struktureret hverdag.

Undervisningen foregår som udgangspunkt i skolens værksteder og praksislinjer, hvor den unge deltager i arbejdspladslignende aktiviteter. Der udarbejdes individuelle skemaer, og der kan tilrettelægges pauser og særlige støttebehov efter aftale. Den unge har mulighed for op til 30 timers ugentlig deltagelse, fordelt på hverdage fra kl. 8.00–14.30 (mandag–torsdag) og kl. 8.00–12.00 (fredag). Afvigelser kan aftales, hvis den unge har behov for reduceret timetal.

Timerne omfatter også pædagogisk støtte og guidning i pauserne, hvor der arbejdes med sociale færdigheder, struktur og relationsdannelse. Vores pædagogiske team følger den unge i det daglige, og støtter op om både praktiske, personlige og sociale udviklingsmål.

Et udviklingsforløb indledes typisk med en kort praktikperiode, efterfulgt af en tre måneders afklaringsperiode. Herefter placeres den unge i en af tre forløbspakker med tilpasset timetal. Den unge er tilknyttet én praksislinje ad gangen, men der kan ske justeringer undervejs i forløbet, hvis det vurderes hensigtsmæssigt.

Vi lægger vægt på, at den unge oplever meningsfulde opgaver og et stabilt, trygt miljø – og at der dokumenteres progression løbende i samarbejde med rådgiver og øvrige aktører.

2.1 Afgrænsning i forhold til STU

  • Der indgår ikke undervisning i almene fag, valgfag eller trivselstilbud (f.eks. seksualundervisning, samfundsfag eller neuropædagogiske forløb).

  • Forløbet er udelukkende praksisbaseret og centreret omkring arbejdsopgaver i værksteder eller virksomhedspraktik.

  • Der dokumenteres progression og trivsel ift. beskæftigelsesrettede mål, men der tilbydes ikke formel uddannelsesplan eller forløbsplan efter STU-loven, men der dokumenteres progression og trivsel ift. beskæftigelsesrettede mål.

  • Tildelingen sker ikke efter STU-visitation, men i samarbejde med kommunens rådgivere og som led i jobcentrets eller familieafdelingens indsats.

Et udviklingsforløb kan dog kombineres med mentorstøtte (LAB § 167) eller socialpædagogisk støtte (SEL §§ 83/85), fx ved ophold på EV’s kollegie.

Tilbuddet kan således anvendes som en fleksibel og målrettet afklarings- eller brobygningsindsats før STU eller som led i en midlertidig beskæftigelsesrettet plan for unge med støttebehov.

2. Visitation og målgruppe

For at sikre os, at vi får matchet de unges behov for støtte og udvikling og vores stu tilbud, arbejder vi med en visitationsmodel:

  • Kontakt fra socialrådgiver
  • Rundvisning og interview med både fagpersoner og netværk
  • Gennemgang af relevante sagsakter
  • praktik
  • Samlet status på alle indsamlede data og aftale om udviklingsforløb

Unge som er i målgruppe:

  • Unge med særlige læringsforudsætninger og særlige behov
  • Unge med kognitive udfordringer og forsinket udvikling
  • Unge med adhd og-/eller autisme
  • Unge med tilknytningsproblematikker og omsorgssvigt
  • Unge med medfødt hjerneskade eller med senhjerneskade
  • Unge med udfordringer i forhold til psykisk sårbarhed, lavt selvværd og lav selvtillid

Unge som ikke er i målgruppe:

  • Unge med aktivt misbrug
  • Unge med omfattende psykiatriske diagnoser
  • Unge, som for nyligt har begået kriminalitet eller er i høj risiko for at begå kriminalitet
  • Unge med omfattende fysiske handicaps

3. Linjeundervisning i Borris

Køkken, service og butik

Undervisning i køkkenet tager udgangspunkt i praktisk undervisning i et produktions-skolekøkken, hvor eleverne tilbydes undervisning i kold og varm mad, bagning, serviceopgaver, samarbejde, arbejdsmiljø og sikkerhed og undervisning i personlig hygiejne.

Vi har fokus på at lave sund og varieret kost sammen med eleverne og laver maden fra bunden, så eleverne får indblik i, hvordan man selv kan lave forskellige retter.

I køkkenet tager vi udgangspunkt i elevernes interesser og der arbejdes ud fra dette sammen med elevernes individuelle delmål.

EV-shoppen er skolens egen butik, som ligger ved skolen i Borris. Butikken har åben 2 eftermiddage om ugen. I butikken sælges en blanding af egne produkter fra køkkenet, fra værkstedet og fra landbrug. Derudover kan der købes brugskunst. Køkkenet har det overordnede ansvar for butikken og for de ordrer på mad, som bestilles via vores hjemmeside. Eleverne kan være med i mange forskellige opgaver i butikken, såsom opfyldning, udpakning og prismærkning af nye varer, ekspedition af kunder, skift af sæsonvarer og at gøre klar til forskellige arrangementer. Selvom man ikke er elev i køkkenet, kan man stadig blive tilknyttet butikken, f.eks. i en intern praktikperiode.

Landbrug og naturpleje

På landbrugslinjen lærer eleverne at passe dyr, håndtere maskiner og hjælpe til med alle de opgaver der er i staldene og på marken. Vores dyrehold består af kvæg, svin, heste, får, geder og kaniner.

Der arbejdes også med forskellige teoretiske temaer. Teoriundervisningen kan f.eks. handle om værktøjskendskab, fodring, dyrets fysiologi, foling, farring, læmning og kælvning samt årets gang i marken, landbrugets bidrag til samfundet, maskinekendskab m.m.

Dagens praktiske opgaver bliver fordelt mellem eleverne og tager udgangspunkt i elevernes individuelle delmål og interesser.

Af opgaver kan f.eks. nævnes, pasning og pleje af skolens dyr, hvordan skal en boks se ud, for at dyret har det godt, almindelig oprydning og rengøring i stalden, fodring, håndtering af de forskellige dyr, pleje og vedligehold af udstyr, pleje af dyr på fold og eng, almindeligt vedligehold og reparation, der er i forbindelse med stald og mark.

Gennem arbejdet med de forskellige dyr, styrkes også elevernes motorik. Derudover styrkes elevernes samarbejdsevne når der skal samarbejdes i opgaverne omkring dyrene, både med personalet og ens medstuderende. Eleverne lærer også at tage ansvar for dyrenes trivsel og helbred.

Hestestald

På Erhvervsskolen Vestjylland, har vi, som en del af vores landbrugslinje, fire heste af forskellige racer og størrelser. Selvom pasning af hestene er en del af landbrugslinjens opgaver, er det også muligt at vælge ekstra tid med undervisning i hestestalden, hvis man har behov og lyst til det. Dette er gældende både for landbrugselever, men også for elever, som er tilknyttet skolens andre linjer.

De elever, der ønsker tilknytning til hestestalden, får 1-2 dage i ugen, hvor de er i hestestalden hele dagen.

I undervisningen bliver eleverne undervist i følgende emner: Pasning og pleje af heste, hvordan skal en boks se ud, for at hesten har det godt. Almindelig oprydning og rengøring i stalden. Ridning. Håndtering af hestene fra jorden. Pleje og vedligehold af udstyr. Hestehold på fold og almindeligt vedligehold og reparation, der er i forbindelse med hestehold.

Der er mulighed for at lave individuelle delmål for undervisningen i hestestalden, som vil blive overført til elevens forløbsplan.

Håndværk

Undervisningen på værkstedet tager udgangspunkt i praktisk undervisning, hvor der arbejdes med fremstilling af forskellige produkter, både i træ og metal.

Der bliver bl.a. fremstillet gårdriver, bord/bænkesæt, metalpynt, blomsterkasser og produkter efter specialbestilling fra kunder.

I forbindelse med undervisningen, bruges håndværktøj, maskiner, praktisk matematik, sikkerhed, egenkontrol, samarbejde m.m.

Eleverne får tildelt ”kørekort” til de maskiner, som passer til deres interesse, niveau og delmål. Skolens værksted har svejser, koldsav, båndsliber, søjleboremaskine, rundstålsklipper, afkortersav, formatrundsav, afretter, tykkelseshøvl, vinkelsliber, overfræser, stiksav og boremaskine.

Skolens håndværkslinje er samlet i èt værksted, men det er fordelt på 2 afdelinger i værkstedet, én med jern og ét med træ. Eleverne bliver undervist i begge afdelinger, fordelt så eleverne er mest i den afdeling, hvor de har den største interesse.

På værkstedet har eleverne også mulighed for at styrke deres malefærdigheder, igennem maling af produkter og vedligehold af egne værksteder.

Som elev er man altid velkommen til at komme med nye idéer og forslag til ting der skal laves og eleverne undervises i at lave små projekter fra start til slut. Disse er tilpasset den enkelte elevs niveau. Der kan b.la nævnes at eleverne selv fremstiller sin egen skoreol, som noget af det første i deres stu.

4. Undervisning i Ringkøbing

Undervisningen på værkstedet i Ringkøbing, kan være en kombination af skoletræning og at deltage i konkrete opgaver, der er bestilt af vores samarbejdsvirksomheder, som vi er underleverandør til. 

I skoletræningen bruger vi bygning af bordbænkesæt og blomsterkasser til at lære færdigheder i korrekt anvendelse af håndværktøj, mindre batteri- og eldrevne maskiner, praktisk anvendt matematik, sikkerhed, egenkontrol og samarbejde.

I de opgaver, som vi løser for eksterne virksomheder, kan eleverne også være med. Her er der stor fokus på at tilegne sig færdigheder indenfor, kvalitetssikring, samarbejde, egenkontrol, oprydning, arbejde med deadlines under tilpassede rammer, vedholdenhed i opgaveløsningen, arbejdstempo igennem gentagelser, være med til at øve struktur og rammer, som den unge står overfor efter endt uddannelse.

I Ringkøbing vil man også skulle deltage i at hjælpe med forplejning til ansatte og elever, opvask, oprydning og rengøring af vores faciliteter. Der vil være også fokus på ens personlige hygiejne og socialt samspil.     

5. Undervisning i Skjern

Erhvervsskolen Vestjylland kantinen driver kantinen på Innovest.

Innovest er domicil for Ringkøbing-Skjern Forsyning, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og en stribe mindre virksomheder. Men huset danner også ramme for møder, foredrag, konferencer og uddannelsesaktiviteter.

Det er muligt at tage sin stu i kantinen og derigennem opnå kompetencer indenfor kantinedrift. I kantinen produceres og anrettes den mad som leveres til Innovest.

Ligesom i køkkenet på EV, undervises eleverne også i følgende emner: Kold og varm mad, bagning, forbereder mødebakker, serviceopgaver, arbejdsmiljø og sikkerhed og undervisning i personlig hygiejne.

Til forskel fra skolens køkkenlinje, er Innovest en kantine, hvor der hver dag skal serviceres kunder og hvor der jævnligt skal tilberedes mad til arrangementer både om dagen og om aftenen. Det betyder at eleverne gennem undervisningen på Innovest har direkte kontakt med kunderne og gennem undervisningen bliver undervist i kundepleje.

På Innovest tages der ligesom på de øvrige linjer, udgangspunkt i elevernes interesse, niveau og delmål.

Undervisningen i Ringkøbing og på Innovest, kan kombineres med undervisningen i Borris, alt efter hvad der giver mening i forhold til den enkelte elevs plan.

8. Takster

Takststruktur og beregningsmetode

Udviklingsforløbet indledes typisk med en praktikperiode på 1–2 uger. Ved indgåelse af aftale påbegyndes en tre måneders afklaringsperiode, hvorefter den unge indplaceres i én af tre pakker.
Forløbet planlægges i samarbejde med rådgiver og tilpasses individuelt ift. progression og støttebehov.

Afklaringsperiode

  • 3 måneders afklaringsperiode 21.200,00,- pr. måned (LAB § 91)

    5 timers mentorstøtte (LAB 167) eller 5 timers socialpædagogisk støtte (SEL § 85).
    Timepris 435,00,-

    Efter 3 måneders afklaring indplacering i en af nedenstående pakker (LAB 91):

    • Pakke 1 – 15 timer pr. uge – 15.000 kr. pr. måned
    • Pakke 2 – 20 timer pr. uge – 16.500 kr. pr. måned
    • Pakke 3 – 25+ timer pr. uge – 18.500 kr. pr. måned

    Efter de første  3 måneders afklaring, indplaceres den unge  i en pakke (§91), og samtidig aftales det, hvor mange mentorstøtte timer der er brug for fremadrettet.


Ydelser inkluderet i taksten

  • Daglig pædagogisk støtte i undervisning og pauser

  • Individuel skemalægning

  • Dokumentation og statusbeskrivelser (hver 3.–4. måned)

  • Arbejdstøj og sikkerhedssko

  • Deltagelse i statusmøder og tæt samarbejde med rådgiver

Eksempel 1

Thomas møder ind til sine praktiske opgaver på landbrugslinjen 6 timer om ugen. Thomas har behov for at blive motiveret til deltagelse og ledsaget af personalet, til/fra kollegiet for at kunne møde. Dette bruges der ugentligt 5 timer til. Thomas har også behov for at blive ledsaget og spise frokost med personalet, Dette bruges der 2 timer på pr. uge. Thomas vil blive indplaceret i pakke 1.

Eksempel 2:

Jens møder ind til sine praktiske opgaver på håndværkslinjen 12 timer om ugen. Da Jens ikke har brug for støtte til f.eks. at møde op, ledsagelse til frokost eller andet, så indplaceres han altså også i pakke 1.

Eksempel 3:

Laura møder ind til sine praktiske opgaver i køkkenet i 13 timer om ugen. For at Laura kan deltage i de 13 timer, har hun derudover brug for støttende samtaler med personalet i køkkenet, hvilket der bruges 2 timer til pr. uge. Laura har også brug for ekstra guidning og støtte ved måltider, hvilket der også bruges 2 timer til pr. uge. Laura indplaceres derfor i pakke 2.

9. Kontakt

Erhvervsskolen Vestjylland står altid til rådighed for yderligere dialog, spørgsmål eller behov for uddybning af dokumentets indhold.

Du er altid velkommen til at kontakte os, for et besøg og en rundvisning, eller for at høre mere om vores tilbud. Ring eller skriv til Mette eller Tina, så finder vi sammen et passende tidspunkt, for et besøg.

Du er også velkommen til at henvende dig for sparring, hvis du ønsker at drøfte en mulig kursist eller elev med os, eller er tvivl om vedkommende vil kunne have gavn af et forløb hos os. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde omkring levering af støtteydelser, der tilgodeser den enkelte borgers behov bedst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.